Hvad er whiplash?

Piskesmæld er typisk forbundet med skade i og gener fra nakke og hoved, men piskesmæld kan også opstå andre steder i rygsøjlen. At der oftest ses skader i nakken skyldes, at hvirvlerne i nakken er de hvirvler i rygsøjlen, der har den absolut største bevægelighed, og som er mindst beskyttet af muskelværn og ligamenter. Dette forhold i kombination med den pendul effekt som et relativt tungt objekt som et hoved er, medfører, at der er klar risikoovervægt for, at skader ved whiplash rammer nakken.

Whiplash er ofte forbundet med færdselsskader især ved bagfrakommende påkørsel, men whiplashskader kan opstå på mange andre måder – fx ved fald og glidskader ved slag og skub. Det øger klart risikoen for skader hvis påvirkningen sker uforberedt, hvor skadelidte dermed ikke har nået at aktivere sit muskulære forsvar ved at spænde op og dermed reducere hyperextension/flexsionen, som medfører skaderne.

Årsagen til, at nogle personer oplever alvorlige helbredsmæssige gener efter et piskesmæld, mens andre ikke gør, selvom de har været udsat for den samme påvirkning, kendes ikke bestemt. Hvad der præcist forvolder generne vides heller ikke med sikkerhed, da der sjældent er noget at konstatere på et røntgen, CT- eller MR-scanningsbillede. Obduktioner af personer udsat for et whiplash har imidlertid påvist mikroskopiske skader i hvirvellegemer, bruskskiverne, rygmarvens struktur og de omkringværende bløddele (væv), der ikke afsløres på  billedoptagelser med den nuværende teknik og detaljegrad. Disse skader opstår uens fra person til person og bevirker forskellige gener fra person til person.

Man kan statistisk konstatere, at whiplashgener i høj grad afhænger alder, køn og psyko-sociale forhold hos skadelidte foruden placering i fx bilen, nakkedrejning og andre konkrete forhold i skadesøjeblikket, så skaderne ikke alene er betinget af påvirkningens kraft, men nok i højere grad af individuelle forhold. Kvinder i alderen 25-40 år har højere incidensrate.

Der er derfor mange uklarheder bag skade, årsag og risikofaktorer omkring whiplash og et ukarakteristisk symptombillede, og disse forhold i kombination med at skaderne ikke kan påvises ved gængse billeddiagnostiske undersøgelser, giver anledning til megen mistro omkring whiplash, navnlig når påkørslen m.v. har været med lavere hastighed (lavenergitraumer).

Whiplashskaderne kategoriseres efter sin genernes karakter efter en international skala kaldet Quebec-rapporten udarbejdet i 1995 og revideret i 2001, der går fra 0-4. 0 svarer til ingen gener og 4 til, at der er et egentlig knoglebrud. De whiplashgener, der sædvanligvis ses og som giver varige følger er af kategorien 1 og 2.

Der er intet fuldstændigt overblik over, hvor mange personer, der hvert år rammes af en whiplash-skade, men der anslås ca. 15.000 personer alene i Danmark . De færreste udvikler varige gener og endnu færre et egentligt syndrom (kaldet WAD – Whiplash Associated Disorder), der medfører invaliditet og erhvervsevnetab, men det anslås at omkring 5 – 20 procent får varige og invaliderende følger