Forudbestående lidelser og konkurrerende lidelser

Ikke sjældent er årsagsvurderingen et spørgsmål om der er forudbestående eller konkurrerende lidelser ved siden af uheldet, der kan begrunde generne. Det er en problemstilling, der utrolig ofte opstår, da de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har haft et forudbestående helbredsmæssigt problem i relation til ryghvirvelsøjlen i form af rygproblemer eller nakkesmerter .

Efter en medicinsk årsagsvurdering – hvilket er det fx Retslægerådet tager stilling til – vil der sjældent være én årsag til et helbredsmæssigt problem. Lægeligt set er problemets opståen tit begrundet i mange årsager, som ikke alene kan henføres til whiplash-uheldet. Ved nakketraumer vil det fx være uheldet/traumet i kombination med en forudbestående nakkesvaghed (fx slidgigtforandringer), idet et menneske almindeligvis ikke går igennem livet uden at blive påvirket og slidt af det. Et piskesmældstraume vurderes derfor i lægelig ofte ikke at være eneste årsag fra en lægelig synsvinkel – og måske den mindste årsag i forhold til et forudbestående problem.

En anden forskel i den medicinske måde at anskue årsagsforbindelse og bevis på, der afviger fra den juridiske, og som må haves in mente når domstolene og alle andre skal vurderes sagerne og bruge Retslægerådets udtalelser, er forskellene i kravene til bevis. Efter den lægevidenskabelige norm, som Retslægerådet anvender, er kravet til bevis meget streng, og kræver som udgangspunkt, at den medicinske årsagssammenhæng er dokumenteret i en anerkendt undersøgelse, der opfylder det videnskabelige krav til en sådan, mens domstolene skal afgøre sagen efter den juridiske regel om bevis, hvorefter et forhold anses for bevist når det er overvejende sandsynligt (simpel bevisovervægt). Denne forskel skal domstolene og alle der læser Retslægerådets udtalelser have in mente.

Efter en juridisk årsagsvurdering, som sagens spørgsmål om erstatning skal afgøres efter, er det ikke nok til at afvise fuld årsagssammenhæng, at også andre faktorer af casuel karakter (skadelidtes egne helbredsmæssige forhold o.lign) har medvirket til, at whiplash-traumet har udløst helbredsmæssig forringelse. Det er heller ikke nok til at afvise juridisk årsagssammenhæng, at det kan lægges til grund, at uden disse forudbestående eller konkurrerende forhold, ville generne ikke have opstået. Juridisk set er der fuld årsagssammenhæng, hvis det blot ikke kan anses for bevist, at også uden piskesmældsuheldet ville skadelidte have udviklet samme gener. En forudbestående tilstand af skrøbelighed eller særlig følsomhed hos skadelidte overfor et traume fra en piskesmældsskade, der har medvirket til at udløse symptomer, er for spørgsmålet om erstatning, ligegyldigt, hvis denne latente skrøbelighed blot ikke af sig selv, dvs. uden uheldet, ville have givet samme gener. Var det forudbestående forhold ”indkapslet” spiller det juridisk set, modsat sådan som Retslægerådet ser på sagen medicinsk set, ingen rolle. Det er på dette punkt, at domstolene har en væsentligste rolle med ”censurering” af Retslægerådets svar, der alene er udtryk for medicinske årsagsvurderinger under anvendelse af en helt anden bevisnorm end den juridiske. Hvis dette ikke sker og udtalelserne fra Retslægerådet eller andre læger om manglende helt eller delvise årsagssammenhæng ukritisk lægges til grund, sammenblandes den medicinske og juridiske kausalitets lære uberettiget, med retstab til følge for den skadelidte..

Det anførte om den juridiske årsagslære udtrykker det grundlæggende erstatningsretlige princip om at ”skadevolder må tage skadelidte sådan som skadelidte er”, og det blev klarest fastslået af Højesteret i U 1996.1334 H , og gentaget i U 2004.4 H, og det forhold at der var andre – forudbestående forhold og lidelser der fik ”bægeret til at fyldes” fratager ikke retten til fuld erstatning hvis uheldet blot var ”dråben, der fik bægeret til at flyde over”.

Højesteret har i de ovennævnte domme fastslået, at ved den juridiske årsagsvurdering, skal der lægges afgørende vægt på om skadelidte forud for uheldet arbejde fuld tid forud uden usædvanligt sygefravær. Var det tilfældet, er der en formodning for, at skadelidte, hvis ikke for ulykken, ville have kunne fortsat hermed, også selvom skadelidte havde en bestående lidelse forud for uheldet, der medførte gener og eventuel funktionsbegrænsning. Disse gener og begrænsninger har ikke relevans for spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne , idet skadelidte forud for ulykken har vist at kunne arbejde trods disse gener og begrænsninger. Skadevolder skal også bevise sin påstand, hvis det gøres gældende, at andre forhold indtruffet efter uheldet (konkurrerende skadesårsager), uafhængig af uheldet helt eller delvis ville have bevirket samme tab. Spørgsmålet om forudbestående lidelser og relevansen heraf for spørgsmålet om erstatning for personskaden er en ofte forekommende problemstilling, og selv Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fejlanvender ikke sjældent erstatningsrettens årsagsbegreb. Derfor skal man som skadelidt have særlig opmærksomhed på dette aspekt.

Udarbejdet i samarbejde med kiropraktor Bo Jørgensen, Brønshøj